"Gennem opmærksom, anerkendende og nærværende kommunikation, stræber jeg efter at løfte dig der hen, hvor du ser dig selv tydeligt, og får adgang til din inderste kerne og dit fulde potentiale"
Medlemsskab i Dansk Psykoterapeutforening er et kvalitetsstempel og din garanti for, at terapeuten har tilstrækkelig uddannelse og erfaring. Alle medlemmer har som minimum en fireårig psykoterapeutuddannelse bag sig og lever op til en række kriterier om grunduddannelse, erhvervserfaring og etiske regler. Der findes mange retninger og metoder inden for psykoterapien, men fælles for alle retninger, der repræsenterer MPF-titlen er, at de bygger på forskning og anerkendte teorier. Læs mere her:
https://psykoterapeutforeningen.dk/om-psykoterapi-2/hvad-er-en-psykoterapeut-mpf/
I 2005 stod jeg med en frisk lærer-eksamen i hånden. I 2006 tog min daværende mand og jeg en rask beslutning og solgte vores hus i Hørsholm, for at frigive penge og flytte til Sverige. Samme år etablerede jeg en e-handelsvirksomhed indenfor børnemode. Det greb om sig, stor personalegruppe og en omsætning på et tocifret millionbeløb årligt. Sideløbende fik jeg tre skønne børn. Efter 8 år solgte jeg virksomheden til Boozt.com. Det var et spændende og hæsblæsende liv, men også et liv, hvor jeg reelt brugte mere energi, end jeg sparede op og fik tilbage. Dette var jeg dog slet ikke bevidst om, hvilket ikke var uden konsekvenser. Både stress og angst bankede på døren, uden at jeg rigtigt forstod hvad der skete. I løbet af 1,5 år lykkedes det mig at komme begge dele til livs, ved at kiggede dybt i min egen private selvhjælpskasse. (Mere fyldestgørende skriv på vej, om hvordan jeg oplevede stress og angst, og kom ud af det igen)
Mine år som selvstændig skærpede min interesse for menneskers adfærd, reaktioner, tanker og følelser. Jeg havde en stor personalegruppe og erfarede en masse om forandrings- og udviklingspotentiale. I udgangspunktet er jeg privilegeret med en stærk, intuitiv, naturlig fornemmelse for, hvad der skal til for at løfte mennesker. De evner har jeg sidenhen kvalificeret fagligt og professionelt. Det er også blevet til nogle år som lærer i folkeskolen, hvor relationer, kommunikation, trivsel, udvikling og samarbejde altid har været alfa omega.
I dag er jeg skilt fra min første mand, men vi har tæt kontakt om vores fælles børn. Jeg har mødt kærligheden igen, faderen til mit sidste barn. Jeg har fire skønne børn i alderen 4-19 år, to piger og to drenge. Jeg lever i det man måske kan kalde ”en lidt moderne familie”, med alle de udfordringer og muligheder det nu giver. Særligt kendetegnende for min familie, er at vi altid forsøger at arbejde med at give hinanden plads og muligheder, så vi løbende blive klogere og udvikler os.
Det skinner nok igennem at jeg personligt har en del erfaring, med at skifte spor og ændre retning. Jeg har taget chancer, fulgt mit hjerte og min mavefornemmelse. Ligeledes har jeg prøvet at været i dyb tvivl og i situationer, hvor jeg har skulle aktivere mine ypperste ressourcer for at nå i mål, og komme hel hjem til mig selv igen.
Jeg tror på, at vi alle har præcis det der skal til, for at komme der hen, hvor vi gerne vil være. Bare det at du fik tanken om noget nyt eller noget andet, er første skridt på din rejse. Jeg glæder mig til at møde dig præcis dér, hvor du er i livet lige nu!
Jeg er udannet NLP Psykoterapeut og NLP Master Coach. NLP står for Neuro Lingvistisk Programmering.
NLP er nærværende samtaler og møder, som skaber bevægelse, nye tilgange og perspektiver som åbner op for adgangen til dine ressourcer. NLP er troen på at alle har de styrker og ressourcer i sig de har brug for. NLP er en psykologisk retning, eller nærmere en række teknikker som skaber effektiv kommunikation, mentaltræning og personlig udvikling, herunder selvledelse. NLP er dog ikke blot teknikker, det er også en udforskende og åben sindstilstand, som gør terapeuten eller coachen i stand til at zoome ind på dig med alle sine sanser.